Nyheder fra Quantum Sail Design Group

 

Matcher 31 vinder Lynettens Christmas Cup

 
Christmas Cup, 2. juledag, blev vundet af Anders Dylov, ejer Michael Larsen og besætning udfor Lynetten. Her er en vinder-rapport fra Matcher 31-holdet
30-12-2011 |

 

Det var hverken sne eller frost 2. juledag, men i stedet masser af varm luft helt op til 10 m/s fra vest. Det passede os fint, for de nye Quantum sejl fra foråret havde samlet støv over de sidste par måneder og trængte til en god ”lufter”.

Det var som sædvanlig Lynetten Sejlklub, der bød til en dejlig julesejlads 2. juledag ude for Trekroner i Øresund. Vi har deltaget mange gange, i år var det i den røde Matcher 31, som ejes af Michael Larsen fra Langelinie sejlklub.

 

Logbog fra Matcher 31:

Vi var velforberedte og havde taget alle de nødvendige vinterforberedelser, med sikkerhedsudstyr og en båd i topform. Sejlene havde lige været til vintertjek hos Quantum.

Med seks mand om bord, var alle pladser besat. Selvom vinden var fyldt med tætte vintermolekyler valgte vi genua og fuldt storsejl, da vi vidste at med det nye Fusion X cut i både genua og storsejl, vil vi kunne holde båden på ”benene” i den friske luft.

Banen var en typisk op-ned med udlagt orange bøje i vindøjet, bagbord rundt, tre gange, helt perfekt. Starten gik præcis kl. 11, hvor vi havde fundet det rigtige sted på linene og kom af sted på skuddet, og sejlede i en dejlig rummer.

Ved topmærket var vi første båd rundt, og satte spileren helt perfekt, det er altid nemt at sejle godt, når man ikke er presset!

En spilerbomning halvvejs og bjergning til luv, gjorde det kun værre for vores nærmeste konkurrent en lokal Dehler 33, med Bjarne Carlsen som skipper. Sekunderne blev til minutter før Bjarne kom rundt om bundmærket. Vi havde perfekt balance og fart på krydset, hvor vinden svingede mellem 8 og 10 m/s og de gennemgåede sejlpinde i storsejlet gjorde, at vi slet ikke skulle lufte ud.

Vi havde kun få og små fejl om bord, som hurtigt blev rettet, så målgang 55 minutter efter start var samtidig en klar løbssejr og overalt sejr. En dejlig vinterdag på vandet.

 

Med skipperhilsen, Anders Dylov. 

 

 

 
Kontaktinformation © Quantum Sail Design Group  Amager Strandvej 50  2300 Kbh. S  Telefon: 7026 1296  Fax: 3296 1276
/ E-mail: info@sejl.dk